Ishockey er ganske langsomt ved at blive mere og mere populær herhjemme. Denne stigning i populariteten skyldes uden tvivl at Danmark de senere år har haft held til at gøre en hæderlig figur ved nogle af de store turneringer som for eksempel verdensmesterskaberne. Danmark har en del rigtigt gode ishockeyspillere, og faktisk er Danmark det land, som i forhold til sit antal af indbyggere har flest spillere i NHL, verdens bedste liga. Dette siger en hel del om kvaliteten af det talentarbejde, som udføres herhjemme i klubberne. Nogle af nyere tids største, danske ishockeyprofiler er blandt andet Nikolaj Ehlers og Mikkel Bødker, som vil blive beskrevet nærmere herunder.

Nikolaj Ehlers

Nikolaj Ehlers er en meget succesfuld ung, dansk ishockeyspiller, som har formået at forvalte sit talent så godt, at det er blevet til en position som spiller i den nordamerikanske liga, NHL. Nikolaj Ehlers er født i 1996 og kommer oprindeligt fra Aalborg i det nordjyske. Han trådte sine barnesko i Aalborg Ishockeyklub, inden han sammen med sin far flyttede til Schweiz for at spille i EHC Beil. I 2013 kom Ehlers til Nordamerika, hvor han fik kontrakt med canadiske Halifax Mooseheads. Ehlers gjorde så god figur i Halifax, at det udløste en billet til NHL. I dag spiller Nikolaj Ehlers i NHL-klubben Winnipeg Jets.

Mikkel Bødker

Mikkel Bødker er ligeledes en meget succesfuld dansk ishockeyspiller. Bødker er den danske spiller som er blevet højst draftet til NHL nogensinde. Dette skete da han i 2008 blev draftet til Phoenix Coyotes i første runde som nr. 8. Mikkel Bødker kommer oprindeligt fra Brøndby på den Københavnske Vestegn og fik sin ishockey-start i Rødovre. Han var blot 15 år gammel, da han skiftede til svenske Frölunda. I dag spiller Mikkel Bødker stadig i NHL. Han optræder for det canadiske hold Ottawa Senators.